Stønneklubben

Stønneklubben! Klubben der er åben for alle!

Prøv at forestille dig følgende scenarie. Du møder på dit arbejde en tilfældig morgen. Solen skinner udenfor, og du er i rigtig godt humør. Du træder ind ad døren, og her bliver du mødt af dine kollegaer. Nogle sidder allerede klar ved skrivebordet, én står ved printeren, en anden kommer ud fra toilettet, og der er et par stykker, der har fundet vejen til kaffeautomaten. Fælles for dem alle er, at ingen af dem smiler til dig. Det eneste, der springer dig i øjnene er udtryksløse ansigter. Du finder dit skrivebord og sætter dig til rette. Efterhånden har de fleste af dine kollegaer også fundet vej til deres skriveborde. Èn af dem rejser sig hurtigt igen for at hente noget ved printeren. Vedkommende rejser sig med et ordentligt suk efterfulgt af en stønnen, der vidner om, at det er ”tough shit” at være på arbejde. Den næste rejser sig for at hente kaffe, og det foregår med samme sukken og stønnen. Inden du når at se dig om, så sukker og stønner hele din arbejdsplads. Og du tager dig selv i at stemme i, da du rejser dig for at gå på toilettet. Væk er også dit gode humør.

Alle kan have en dårlig dag, men tænk hvis det var sådan hver eneste dag, når du var på arbejde. Det er ikke særlig motiverende i længden. Når vi er sammen med andre mennesker, sker det ofte, at man kommer i den samme følelsesmæssige stemning, som kan indfinde sig i en bestemt situation. Vi spejler os ubevidst i hinanden.

I historien om ”Stønneklubben” kan man hurtigt komme til at imitere og dermed reproducere den adfærdsform, man bliver ramt med. Her sker der det, at når først én på arbejdspladsen (eller kontoret) er begyndt at stønne og se træt ud, så kan resten af kollegaerne hurtigt komme til at imitere den samme adfærdsform. Vi kan kalde det en ”følelsesmæssig smitte”. Og det er ikke kun i forhold til det følelsesmæssige aspekt. Der sker nemlig også noget i forhold til, rent intuitivt, at forudse det videre hændelsesforløb. At være i stand til dette er en vigtig egenskab, da det kan være vigtigt for vores overlevelse, hvor vi intuitivt er nødt til at kunne fornemme, om vi er på vej ud i en potentielt farlig situation. Nu skal det ikke forstås som om, at vi er i overhængende livsfare i forhold til ”Stønneklubben”, men det kan betyde, at de pågældende mennesker én for én vil kunne ”forudse” eller fornemme det videre scenarie på kontoret den dag. Og så er det jo her, at man skal forsøge at vende situationen ved at tænke over, hvad man egentlig fortæller sine omgivelser med sit kropssprog eller sin attitude i det hele taget.

Hvordan ser scenariet så ud, når vi har fire generationer på vores arbejdspladser. Bliver den eventuelle generationskløft der er skabt endnu dybere? JA! hvis generationerne ikke er villige til at give slip på deres fordomme og indgroede vaner og holdninger om hinanden. F.eks skal de to ældre generationer være villige til at tage i mod de yngre generationers mod, energi og kreativitet i forhold til at løse arbejdsopgaverne, men samtidig skal de to yngre generationer huske, at deres arrogance overskygger alt, både deres talenter og deres personligheder. Det er som en mur og vil være en barriere for de muligheder, som de søger.

Det handler om, hvordan generationerne møder hinanden på arbejdspladsen, samt hvad ledelsen spejler ud til medarbejderne. Konflikter omkring arbejdstid, arbejdsmoral, ambitionsniveau m.m vil nok altid bestå, men er der mon nogle, der tør at give slip på deres fordomme og holdninger og spejle sig positivt og konstruktivt til hinanden således, at alle generationer kan være et forbillede for hinanden.