Opraab 610×324

OPRÅB! Det er ikke kun “os” der skal forstå de unge!

I disse tider bliver der skrevet rigtigt meget i diverse medier, fagblade og sågar bøger omkring, hvordan Vi “de gamle” skal forstå de unge som kommer ud på arbejdsmarkedet. Ja, medierne, såkaldte eksperter og virksomhedsledere er begyndt at forstå det er en anderledes generation, som rammer vores arbejdspladser netop nu. Der er dog bare en ting jeg ikke forstår, HVORFOR ER DER IKKE NOGEN SOM SKRIVER “SÅDAN SKAL DE UNGE FORSTÅ DE ÆLDRE GENERATIONER DER ALLEREDE ER PÅ VORES ARBEJDSPLADSER!”

Skyldes det, at man ikke ved hvordan de ældre generationer skal forstås? Skyldes det at man er blevet så forblændet af, hvad den unge generation kan i forhold til digitale medier, osv? Eller skyldes simpelthen at der ikke er nogen som tør tage dét ansvar for, at skabe en forståelse generationer imellem, fordi vi har så uendeligt travlt hele tiden? Muligheden for at én fra den lidt ældre generation føler sig kørt ud på et sidespor og en smule overflødig, er helt sikker til stede og de har trods alt en del erfaringer og kompetencer at trække på igennem deres år på arbejdsmarkedet.

Der er ingen tvivl om at i 2025 vil de unge, som kommer ud på arbejdsmarkedet nu, udgøre en stor del af arbejdsstyrken, men der er 9 år til! Hvad med lige nu? Vi er ramt af en generationskløft og har nok altid været det, men i kraft af de digitale remediers indflydelse, vores uendelige konkurrenceiver, som blev fremelsket med 13-skalaen i sin tid, samt curlingforældrenes uendelige jagt på at gøre alt perfekt for deres små pus, har vi skabt en så stor gruppe af ”mig- mig- mig”- individer. Gruppen er nu så stor, at den udfordrer vores arbejdspladsers fælles værdier, mål og almene trivsel. Derfor laver jeg et “OPRÅB”, fordi medier og såkaldte eksperter bliver ved med at fastholde det billede, at vi “de gamle” bare skal forstå de unge, så skal det nok gå. NEJ det kommer ikke til at gå! For det der kan ske, hvis vi ikke skaber en fælles forståelse for hinanden er, at værdier som respekt, anerkendelse, ærlighed og solidaritet, som mange virksomheder har i deres værdisæt i dag, bliver “forsuttet bolsjer” som medarbejderene spytter tilbage i posen, da de ikke aner hvad de betyder for et fællesskab, men kun for “mig, mig, mig”. For den enkelte virksomhed vil det betyde, at alt for mange medarbejdere kommer til at ”tage sagen i egen hånd”og bliver deres egen Justitia-retfærdighedens gudinde, både i forhold til kollegaer, arbejdsopgaver og trivsel. Og det vil skabe endnu mindre forståelse og en endnu større generationskløft.

Overordnet set er jeg ikke i tvivl om, at alle generationer ønsker at skabe forståelse, trivsel og et optimalt samarbejde på deres arbejdspladser, men vi er nødt til at skabe forståelse imellem hinanden, ikke kun den ene vej. For ikke at tabe de ældre generationer på gulvet, skal vi derfor passe på, at vi ikke kommer til at fokusere på at rulle den røde løber ud for den unge generation, som mange medier og såkaldte eksperter gør og tiltaler dem som værende ”Generationerne, der kan og ved meget mere end alle andre”. Vi skal ikke sætte dem op på en piedestal, hvor vi kan beundre dem, for i sidste ende skaber det bare en endnu dybere generationskløft.

Nej, hvis vi absolut skal have den røde løber frem, så skal den rulles ud for alle og derved skabe forståelse imellem alle generationer. Og det er nu, ikke i 2025!