Like All

Ih, hvor jeg “liker” dig

I 2013 lavede Lars Damgaard Nielsen en undersøgelse, der viste antallet af facebookbrugere i Danmark. Sammenlignet med en tidligere undersøgelse viste den, at dette antal var steget fra 2.3 millioner i 2010 til over 3 millioner i 2013, dvs. en stigning på ca. 30 %. Det er altså et faktum, at over 3 millioner danskere har en facebookprofil, som enten bruges til at knytte venskaber på kryds og tværs, dele informationer som kan være alt fra en hjemmelavet kartoffelmos til sneens korrekte knitren under fødderne på en vinterdag eller lille Gotfreds første bummelum på potten. Og så vil nogle sikkert tænke ”Hvorfor skal jeg vide noget om det? Det er da ligegyldigt!” Baseret på egne erfaringer ved jeg, at der heldigvis også er folk, der er lidt bedre til at beherske deres informationsflow. Hvorfor er det så, at vi laver disse statusopdateringer? Lad mig præsentere, ”likes”sfæren. 

Det gør vi blandt andet for at få så mange ”likes” som muligt! Det at få mange ”likes ” er blevet en helt ny form for anerkendelse, da antallet af disse ”likes” på statusopdateringer m.m. kan blive en afgørende faktor, når det kommer til éns selvbillede. Denne anerkendelsesform er distanceret, og nogle vil måske kalde den komplet upersonlig, men den er helt sikkert vigtig for den unge generations selvværdsfølelse, dem vi betegner som Y´er og Z´er, og den er sikkert også vigtig for nogle X´ere! Nu er jeg jo selv fra generation X, og jeg synes da også, at det er dejligt at få et like i ny og næ, og jeg indrømmer blankt, at min selvtillid får et lille nøk opad. Men det er ikke sådan, at mit selvværd står og falder på, hvorvidt jeg, i kraft af disse likes, føler mig som en verdensmand.

Spørgsmålet er så, om “likes”sfæren kan erstatte den generelle form for anerkendelse, hvis vi overhovedet kan huske hvad dén er?  Er det nok med anerkendelse i form af ”likes” fra et menneske, der sidder på den anden side af en vilkårlig computerskærm? Mit svar er nej! Når generation Y og Z interagerer så meget på de sociale medier, så er det medvirkende til, at de bliver dårligere stillet i forhold til at kommunikere med andre mennesker face to face, når de eksempelvis kommer ud på en arbejdsplads. Når de unge er vant til at interagere via en computerskærm, smartphone eller lignende, er der ingen synlige følelser indblandet, selvom man eksempelvis poster en eller anden form for budskab efterfulgt af smiley´er.  Man behøver jo ikke nødvendigvis være ærlig, når man sidder bag en computerskærm, hvorimod det er anderledes, hvis man sidder over for et andet menneske. Her det ikke ligeså nemt at skjule de oprigtige følelser, som hvis man kommunikerer via de sociale medier.

I min verden kommer anerkendelsen af og når, vi er sammen med andre mennesker, hvor vi bliver mødt med forskellige meninger og holdninger, som kan være med til at udvikle os som mennesker. Når man anerkender hinanden face to face kommer det til at fremstå mere ærligt og oprigtigt end, hvis man bare smider om sig med likes på Facebook. Vi kan så spørge os selv, hvordan det så påvirker Y og Z´erne i forhold til deres arbejde? Spørgsmålet er, om det kan være og er svært for dem at indgå i et fællesskab på arbejdspladsen, hvor de skal spejle sig i andet end deres ”likes”?

Jeg tror desværre at dette er et JA. Hvis generation Y og Z, som nævnt tidligere, kun kan indgå i virtuelle fællesskaber, fordi de i størstedelen af deres tid er vant til at kommunikere og interagere foran en skærm, så vil det på sigt være medvirkende til, at de er dårligere stillet i forhold til at spejle, forstå og indleve sig i andre mennesker, nærmere bestemt deres kollegaer.